Foredrag

Om teknologi, samfund, etik, ledelse, kultur, dannelse og selv om, hvordan vi kan skabe et mere bæredygtigt fødevaresystem.

Her er de typiske foredrag jeg plejer at holde. De kan naturligvis tilpasses efter publikum eller en given situation. Bare spørg.

Min stil er fagligt funderet men underholdende, humoristisk og filosofisk funderet – ofte med en række skæve, tankevækkende vinkler. Det primære formål er, få deltagerne til at lære, blive nysgerrige og tænke over den verden vi befinder os i.

Jeg er trænet TED-style taler og bruger i vidt omfang billeder, cases, dilemmaer, historier og provokationer. Jeg taler typisk til grupper på mellem 25-1.000 deltagere.

For eksempler på tidligere afholdte foredrag, se Referencer.

Generativ AI - Hvor blev virkeligheden af?

– Eller… hvordan man navigerer fornuftigt, innovativt og bæredygtigt i en verden af generativ AI
Generativ AI ændrer måden hvorpå vi ser virkeligheden. Gennem billeder, historier, tekst og meget mere. Men hvordan lærer vi at navigere i en ny verden hvor virkeligheden måske ikke er så virkelig længere? Hvor billeder, bøger, video, mennesker måske er skabt af AI. Hvordan lærer vi at gennemskue hvad der er virkeligt eller ej samt at gennemskue de intensioner, den politiske korrekthed og den bias som er indbygget i systemerne. Generativ AI giver nemlig langt fra et retvisende billede af virkeligheden, så vi har i hidtil uset grad behov for at manifestere menneskelighed og kritisk tænkning. Foredraget tager os med på en tur ud i den alternative virkelighed og lærer os, hvordan vi gennemskuer den nye verden vi er på vej ind i.

Overvågning på arbejdspladsen

– Hvordan digitalisering og AI forandrer forholdet mellem ledelse og medarbejdere
I januar ’24 udgives bogen “Overvågning på arbejdspladsen” med Michael Jarlner og Kim Escherich som redaktører. Medarbejdere i praktisk taget alle virksomheder, er allerede – eller bliver om kort tid – ramt af en ny form for digital overvågningskapitalisme der genindfører stempeluret, performancetænkningen, scientific management og alle de rædsler der følger med performance- og talstyring på arbejdspladsen. Når vi så parrer den med AI, IOT og gigantiske mængder data, kan denne udvikling for altid forandre, forværre og måske ødelægge alle de fine visioner vi har om, hvordan fremtidens virksomhed skal ledes. For når ledelsens intuition og interesse i individet erstattes af tal, opgørelser og ranking, risikerer vi nemlig at ødelægge alt hvad vi har opbygget. Foredraget fortæller historien, om teknologierne, konsekvenserne, den filosofiske dimension og hvad vi kan gøre ved udviklingen – før det er for sent.

Fra velfærdsstat til overvågningsstat

Baseret på bogen af samme navn, er dette historien om, hvordan den offentlige sektor ved hjælp af kunstig intelligens og algoritmer, stilfærdigt og uden offentlig debat er ved at omdanne sig til et overvågningsregime som på sigt kan true demokrati og menneskerettigheder. Hvad sker der, hvilke teknologier er i spil, hvorfor forandrer udviklingen forholdet mellem borger og stat samt hvorfor er det vigtigt, at vi forstår udviklingen. Foredraget giver en tankevækkende indsigt i, hvilket skråplan vi er på og hvorfor vi som borgere skal bygge et digitalt beredskab for at forstå hvad der sker i vores samfund. Typisk suppleres foredraget med et etisk dilemmaspil hvor deltagerne får mulighed for at opleve de etiske dilemmaer på egen krop.

Etik og dannelse i en digital verden

Ved du, hvad du ikke ved, om den digitale verden der omgiver dig? Efterhånden er vi omgivet af digitalisering, kunstig intelligens og algoritmer, så det efterhånden kan være svært at gennemskue hvem der egentlig har kontrollen. Hvad nu, når algoritmerne begynder at ændre den måde hvorpå vi tager beslutninger, opfatter virkeligheden eller tilmed eroderer demokrati og menneskerettigheder. Dér skal vi måske holde op med at tale om digitalisering som et eviggyldigt gode, men i stedet fokusere på, hvordan teknologien påvirker vores menneskelighed, empati, sociale interaktioner, organisationer og kritiske tænkning. Jo mere, digitalismen presser sig på, des vigtigere er det at vi forbliver mennesker. Så hvordan bevarer vi etik og dannelse når digitalismen rammer?

Hvad er det vi ikke ved, vi ikke ved, om konsekvenserne af digitaliseringen?

Vi er allerede i dag omgivet af kunstig intelligens (AI) i alt fra biler til køleskabe så AI burde vel repræsentere en dagligdags ting, men alligevel har begrebet noget mytisk over sig. Så lad os afmystificere AI og tale om, at kunstig intelligens ikke nødvendigvis er intelligent men alligevel har utallige anvendelsesmuligheder. Så hvor sker det, hvad er hot, hvor er udviklingen og ikke mindst, hvilke etiske, organisatoriske eller menneskelige konsekvenser kan dette teknologifelt have. Både på den positive og negative side. Foredraget gennemgår på underholdende og ikke-teknisk vis de gængse teknologier og giver en lang række eksempler på, hvor AI har positive om ikke banebrydende effekt. Men vi bliver også erindret om, at AI ikke er en helig gral og repræsenterer et utal af etiske og praktiske problemstillinger. Så vi diskuterer hvorfor AI ikke kun handler om at træne en algoritme, men også om mennesker, kultur, processer, data og De Syv Dødssynder.

Hvordan forandrer man verden – Ét måltid af gangen

I 2019 startede Birgitte og Kim Escherich et initiativ der på få år har formået at sætte et massivt aftryk på hele diskussionen om fødevarer, bæredygtighed og forbindelse til naturen herunder med den top-anmeldte renegerative restaurant som Muldiverset også er. Dog ikke en restaurant i traditionel forstand, men et dannelsesprojekt med et bud på, hvordan det idelle fremtidige fødevaresystem burde se ud. Så hvordan gør man det? Hvordan skaber man så tætte relationer til kunderne at de bliver Muldiverset-ambassadører, hvilken gastronomisk filosofi skal til for at skabe topanmeldelser når man samtidig ikke laver højgastronomi, hvordan skaber man økonomisk og samfundsmæssig sammenhængskraft ved lokal produktion af lokale råvarer, hvordan kan man tænke bæredygtighed ind i en så kompleks størrelse og hvad gør at kunderne omgives med kærlighed, samhørighed og mening. Dette er en anden ideologi og forretningsmodel end set andre steder og foredraget giver et overbliv over baggrunden, historien, hvordan vi arbejder og hvilken effekt det giver i relation til gæster, leverandører og øvrig omverden.